I denne uge modtog digitaliseringsminister Caroline Stage en række EU-anbefalinger fra Dansk Erhvervs AI-koalition. Anbefalingerne kommer med input til, hvordan Danmark i forhold til EU skal tackle AI-området. Det er vigtigt, der er fokus på et konkurrencedygtigt og teknologisk handlekraftigt Europa, også på AI-området, er budskabet fra koalitionen.
Ved overrækkelsen vil Dansk Erhverv, repræsentanter fra koalitionen og ministeren samtidig drøfte, hvordan Danmark og Europa kan fastholde teknologisk handlekraft i en tid, hvor AI er blevet et geopolitisk konkurrenceparameter.
“Danske virksomheder er allerede blandt de mest AI-parate i Europa. Hele 70 procent af Dansk Erhvervs medlemmer bruger i dag kunstig intelligens – for bare to år siden var det under halvdelen. Det viser, at Danmark er klar. Vi er et land, der handler, lærer og tilpasser sig hurtigt. Men vi kan ikke stå alene,” siger Jakob Ellemann-Jensen, vicedirektør i Dansk Erhverv.
Anbefalingerne kommer i slipstrømmen på EU’s AI Continent Action Plan, der blev præsenteret i foråret. Sammen med den nyligt lancerede Apply AI Strategy, den digitale omnibus og et dansk formandskab, ser AI-koalitionen et klart momentum for at bringe danske perspektiver ind i dialogen om Europas teknologiske fremtid.
“EU er vores vigtigste platform for at skabe fælles spilleregler, investeringer og infrastruktur, der kan matche de globale aktører. Det er i samarbejde på tværs af lande og sektorer, at vi kan sikre, at AI bruges til at skabe værdi. Derfor afleverer vi anbefalingerne nu, så den danske regering og formandskab for EU kan tage det input med i deres videre arbejde,” siger Jakob Ellemann-Jensen.
Kort om EU-anbefalingerne:
AI-koalitionens anbefalinger peger på tre nøglegreb, hvis AI-ambitioner skal omsættes til virkelighed. Regulering af AI skal bruges som løftestang – ikke lænker. AI-forordningen er et vigtigt skridt, men den skal indfases mere fleksibelt, så især små og mellemstore virksomheder får tid til at følge med. Investeringerne skal ud at leve. Europa har bygget AI-fabrikker, datarum og cloud-løsninger, men nu handler det om adgang for de europæiske virksomheder. Og endelig handler det om mennesker. Europa skal satse på talent og kompetencer med samme kraft som på teknologi – så flere kan bruge AI i praksis og skabe reel værdi.
Mere specifikt anbefaler koalitionen, at
- Give virksomhederne tid og klarhed i implementeringen af AI-forordningen, så reguleringen bliver en konkurrencefordel frem for en byrde.
- Få fart på EU-vejledninger og standarder, og en forlænget overgangsperiode, så virksomheder kan orientere sig i reglerne, før sanktionerne træder i kraft.
- Skabe en fælles ramme for adgang til regnekraft og data, hvor de nye europæiske AI-fabrikker kan give virksomhederne lettere adgang til supercomputere og plug-and-play-datalabs.
- Få bedre adgang til kapital og nye investeringsincitamenter, herunder skattekreditter, der kan mobilisere private investeringer i digital omstilling.
- Investere i talenter og kompetencer. Det indebærer bl.a. etablering af en paneuropæisk AI Talent Platform og fokus på tværfaglige kompetencer, så flere medarbejdere kan anvende AI i praksis.
Baggrund for koalitionen:
AI-koalitionen blev nedsat i 2023 for at samle erhvervslivets kræfter i et fælles bud på, hvordan Danmark og Europa kan styrke deres position inden for kunstig intelligens – og dens medlemmer går på tværs af brancher. Forud for deres EU-anbefalinger bragte de 25 anbefalinger, der skal bidrage til at få Danmark ind i den internationale AI-elite. Og nu er fokus således på at sikre, at EU følger med ambitionerne om at blive en førende AI-region.
Se mere på nedenstående link:
Dansk Erhvervs AI-koalition overrækker en række EU-anbefalinger til digitaliseringsminister Caroline Stage.


