Det ser ud til, at opkøbene og fusionerne inden for halvlederforretningerne bare bliver ved og ved. Oven på de seneste sammenlægninger i milliard-dollar klassen, så er det seneste opkøb dog i den lidt mere overkommelige ende af skalaen.
Cree, Inc. har nemlig købt Infineon Technologies AG’s Radio Frequency (RF) Power Business for rundt regnet 345 millioner euro svarende til ca. 450 millioner USD. Transaktionen udvider Cree Wolfspeeds forretning med en række muligheder rettet mod det trådløse marked. Infineon fortsætter dog sine selvstændige aktiviteter inden for elektromobilitet, autonome køretøjer, bæredygtig energi og flere teknologier til den fortrådede den af industrien. Disse dele af Infineon er ikke en del af handelen, som blev gennemført i går, tirsdag.
Ifølge Crees CEO Gregg Lowe styrker opkøbet Wolfspeed-divisionen førende position inden for RF GaN-on-SiC teknologierne og giver adgang til et større marked, flere kunder og ekspertise inden for kapsling. Det er alt sammen kerneelementer i Crees vækststrategi, så Wolfspeed-divisionen kan levere hurtigere 4G-netværk og være med i overgange til den kommende 5G-platform.
Cree og Infineon har historisk et godt samarbejde på flere punkter, og ikke mindst inden for Infineons amerikanske produktion. Crees overtagelse omfatter blandt andet:
– Infineons hovedfaciliteter i Morgan Hill (CA), der omfatter kapsling og test for LDMOS og GaN-on-SiC.
– Rundt regnet 260 ansatte i de amerikanske dele af virksomheden i Morgan Hill og Chandler (AZ) samt i Finland, Sverige, Kina og Sydkorea.
– En 90 dages glidende overgang, hvor Infineon supporterer Cree ud fra sine faciliteter i blandt andet Regensburg, Tyskland.