Brødrene Dahl udvider nu sortimentet med intelligente batteriløsninger fra den danske virksomhed Emaldo. Med aftalen får kunderne adgang til en samlet alt-i-en-løsning, der kombinerer strømlagring, AI-baseret energistyring og mulighed for løbende indtjening.
Emaldos batteri gør det muligt for boligejere med solceller at lagre egen strømproduktion, optimere forbruget og sælge overskudsstrøm til elnettet. Samtidig oplades batteriet automatisk, når elprisen er lav – typisk om natten – og levere strøm til husstanden i spidsbelastningsperioder, hvor priserne er højest.
Batteriet kan desuden stilles til rådighed for Energinet via Emaldos såkaldte Grid Reward-program. Her fungerer batteriet som en fleksibel buffer for elnettet, og boligejeren modtager en månedlig betaling for at bidrage til balancering af nettet.
Tilkøber man en Keep-On-boks, kan batteriløsningen samtidig fungere som nødstrømsanlæg i forbindelse med strømafbrydelser.
- Jeg har selv testet løsningen derhjemme og modtager 600 kroner netto om måneden i Grid Reward. Derudover sparer jeg i gennemsnit cirka 400 kroner på elregningen, fordi batteriet automatisk køber strøm, når den er billig, og bruger den, når prisen er høj, siger produktchef i Brødrene Dahl, Henrik Duve.
Han peger på, at markedet for batteriløsninger vokser markant – særligt blandt boligejere med varmepumper, elbiler og generelt højt elforbrug.
- Når elbilen lader, varmepumpen kører, og forbruget topper sidst på dagen, stiger belastningen på elnettet. Her er batteriløsninger en effektiv måde at bidrage til netbalancering og samtidig skabe en økonomisk gevinst for boligejeren, siger Henrik Duve.
Løsningen administreres via en app, hvor boligejeren tilmelder sig Grid Reward-programmet med MitID. Herefter håndteres optimering og afregning automatisk.


