Elektronikmontage i miniformat: Nye kombimaskiner vises på Elektronikmessen
Udviklingen inden for maskiner til elektronikmontage har åbnet døren for kombinerede dispenserings- og montageautomater, der egner sig til at udføre prototyper og mindre serier. Oplev de ultrakompakte ”schweizerknive” til komponentbestykning, fra blandt andre HIN A/S, på Elektronikmessen.
Der er opstået et meget spændende marked for mindre stand-alone dispenserings- og montagemaskiner, der kan udføre påtrykning af pasta og komponentmontage, typisk i mindre serier. Samtidigt har disse kompakte produktionsmaskiner gennemgået en fantastisk udvikling, så deres kapacitet reelt er vokset til også lidt større ”små serier” og prototypeforløb.
På mange måder følger dispensering og montage den samme passage i x- og y-retningerne hen over printet, om end dispenseringen har til formål at ”skyde” små punkter af loddepasta ned på det underliggende print, mens montagedelen sørger for picking af komponenter fra reels, trays eller andre slags feedere langs maskinens kanter med efterfølgende placering af komponenterne i loddepastaen på printet.
Ved at kombinere disse funktioner i én og samme maskine har flere producenter udviklet løsninger, der let kan placeres hos elektronikudviklere eller hos mindre OEM’er. De bliver dermed i stand til at aflaste de EMS-firmaer, som montagen normalt bliver outsourcet til, og de ofte nødvendige prototypeforløb kan udføres lokalt. Det giver den fordel, at man som design- eller udviklingshus kan afprøve elektronikdesigns hurtigt og effektivt og fejlrette eventuelle ”bugs”, uden at man skal frem og tilbage til sine underleverandører.
– Vi deltager på Elektronikmessen i Odense, og vi medbringer vores fine, små kombinerede pastadispenserings- og montagemaskiner. Specielt Essemtecs små, kombinerede Fox- og Puma-dispenserings- og montagemaskiner har været populære blandt nordiske design- og udviklingshuse. Vi medbringer selvfølgelig både maskiner og eksperter til Elektronikmessen, så man både kan få hands-on oplevelsen og diskutere mulighederne i de kompakte montageløsninger, siger Lars Fensbo, administrerende direktør for HIN A/S.

”Schweizer-kniv” hos dansk producent og designhus
Det er netop sådan en kombinationsløsning, flere danske udviklingshuse, med en vis egen elektronikproduktion, har brug for. Det skal netop understreges, at de virksomheder, som HIN A/S har solgt de små Essemtec Fox-maskiner til, ikke er EMS-virksomheder – altså montagevirksomheder – men det er ikke usædvanligt, at danske udviklingshuse også har egne modulære produkter, som indgår i en større sammenhæng. Det er derfor forbundet med en række fordele at kunne montere egne produkter in-house i mindre serier. Udviklingshusene udfører selvfølgelig også en række udviklingsopgaver for eksterne kunder, og så giver det god mening, at man inden for egne rammer kan teste et design af i praksis.
De udviklingshuse, som bruger Essemtecs kompakte løsninger, har med andre ord brug for at kunne påtrykke pasta og montere komponenter. Målet er ikke at få en stor maskin- og produktionsafdeling – bare adgang til en lille, effektiv sag, som kan løse de opgaver, udviklingshusene har, og forventer at få hen ad vejen.
Essemtecs program af maskiner er selvfølgelig skaleret til en række forhold og volumener, men i den kompakte ende af skalaen finder man Fox’en, der på et gulvareal på 1 m x 1 m giver brugeren adgang til flere forskellige setups, herunder en kombinationsløsning med pastadispensering og montage med de nyeste komponenter. Kigger man lidt på data for det kombinerede setup, så kan maskinen som udgangspunkt arbejde med en dot-størrelse på 0,26 mm i diameter, hvilket svarer til en pitch på 0,4 mm for de IC’er, der skal monteres. Der er desuden mulighed for 180 feeder-pladser, hvad der burde række rigeligt til de fleste montageopgaver.
Maskinproducenterne hviler ikke på laurbærrene
HIN A/S har i øvrigt for nyligt kunne løfte sløret for en meget spændende udvikling hos Essemtec. Nu leveres både Fox- og Puma-maskinerne fra den schweiziske producent som ”Ultra” modeller, hvor montagehastigheden/-kapaciteten er blevet boostet med særdeles imponerende 50 procent. Det er ikke alene en massiv forøgelse af en pick’n place maskines montagekapacitet. Det er med henblik på størrelsen af Fox- og Puma-maskinerne et kvantespring fremad.
Puma Ultra kan nu montere 30.000 komponenter i timen (cph), mens Fox Ultra kan klare op til 31.000 cph. Essemtec definerer opgraderingen som ”breaking news” – og det er nok med rette. Meget er opnået med en bedre controller i maskinerne og en opgraderet software.
Selv om Puma- og Fox-maskinerne hver især kun optager henholdsvis knapt to og en kvadratmeter gulvplads, så er deres evne til at løse meget forskelligartede opgaver ret enestående for pick’n place-maskiner. Hvis de er monteret i en stand-alone opstilling, så har Puma 280 feeder-pladser, mens Fox har 200 standard feeder-positioner. Antallet er selvfølgelig afhængigt af brugernes ønske om også at pastadispensere på maskinerne samt naturligvis størrelsen af de komponenter, der skal monteres. Begge maskiner kan montere komponenter ned til 0201 (metrisk) og op til 109 mm x 87 mm. Det store antal feedere betyder, at man i high-mix produktion faktisk kan køre sømløse skift af jobs uden skift af feedere undervejs.
Med den fantastisk store kapacitetsforøgelse kan Ultra-versionerne af både Puma- og navnlig den i Norden så populære Fox-maskine pludseligt blive et meget potent værktøj i elektronikproduktionen, hvor prototyping-egenskaber, high-mix produktion uden feederskift og muligheden for både dispensering og inspektion nu kan kombineres med en særdeles potent kapacitet for den rå montagehastighed.
Disse maskiner fra flere producenter og leverandører er med andre ord værd at lægge mærke til under Elektronikmessen, da de kombinerede funktioner fra meget små platforme med meget nemme jobskift og mulighed for montage af små serier egner sig godt til mange danske elektronikmontageopgaver – og til de danske udviklingshuse.


