
”Datacentre er klimaskurke!” – sådan lyder det ofte, når Danmarks voksende antal datacentre diskuteres i medier og den brede offentlighed, hvor centrene kun kædes sammen med indflydelsen på det danske CO2-regnskab.
Det er ét eksempel blandt flere på det snævre klimafokus i bæredygtigheds-debatten. Det er også udtryk for et unuanceret syn på IT-infrastrukturen og på digitalisering, som også er mulighedsskabende teknologier, når det gælder den grønne omstilling – både inden for traditionelle erhverv og nye virksomhedstyper.
Men kan FN’s verdensmål bruges til at evaluere teknologi? Hvordan evaluerer man fx datacentre og digitalisering ved hjælp af – og på tværs af – de 17 verdensmål?
I 2020 har Viegand Maagøe og ATV – med midler fra Villum Fonden – stillet spørgsmålet ”Kan SDG’erne bruges til at evaluere en teknologi?”, og ATV har valgt datacentre og digitalisering som case.
ATV’s temagruppe Teknologi for Bæredygtighed arbejder på at udbrede en nuanceret forståelse af nye og eksisterende teknologiers begrænsning og muligheder i relation til den grønne omstilling og en bæredygtig udvikling.
Analysen bidrager derfor til en mere nuanceret forståelse af datacentrenes (og den medfølgende digitaliserings) ressourcetræk, forurening og nytteeffekt.
Man kan se med og bidrage til diskussionen, når vi præsenterer resultaterne i en gratis online ATV Tech Talk den 24. februar kl.15-17.