Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU) har tildelt H.C. Ørsted Medaljen i bronze for inspirerende undervisning i naturvidenskab til lektor Nicolai Bogø Stabell fra H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby.

Med medaljen og æren følger et rejselegat på 25.000 kroner samt 50.000 kroner til et projekt på H.C. Ørsted Gymnasiet, sponsoreret af energiselskabet Ørsted.
Mathias Stolpe, Senior Lead Numerical Specialist, Ørsteds repræsentant i bedømmelsesudvalget, siger:
– En vigtig brik i at nå vores vision om en verden, der udelukkende kører på grøn energi, er den kemibaserede teknologi Power-to-X (PtX). Ved at omdanne grøn strøm til grønne brændstoffer vil PtX nemlig muliggøre grøn omstilling af de dele af samfundet, som ikke kan elektrificeres direkte, såsom tung transport og industri. Derfor er det enormt vigtigt at have gode rollemodeller som Nicolai, der ikke alene arbejder for, at eleverne udvikler gode kompetencer og et højt fagligt niveau inden for kemi – ovenikøbet i samarbejde med et universitet. Han sørger også for at inkludere elever med særlige behov og få spredt kendskabet til de naturvidenskabelige fag til dem, der ikke automatisk er eksponeret for mulighederne. Jeg er derfor glad for at se, at det er den dygtige og ambitiøse kemilærer Nicolai Bogø Stabell, der er årets medaljemodtager.
Om medaljemodtageren
Lektor Nicolai Bogø Stabell har siden 2015 været ansat på H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby, hvor han underviser i kemi. Han er en fremragende lærer, der evner at engagere sig personligt i eleverne og skabe et unikt undervisningsmiljø.
Han formår at opnå et højt fagligt niveau hos sine elever, samtidig med at han bidrager til inklusion af elever med særlige behov.
Dette er sket under det særlige program for socialpædagogisk støtte (SPS-programmet) i en række tekniske og naturvidenskabelige fag.
Her bruger han i høj grad sine erfaringer fra sin egen tid som en både ordblind og talentfuld elev – noget, der har givet ham personlig indsigt i de udfordringer og behov, som disse elever står overfor.
Nicolai Bogø Stabell har skabt ”Scienceholdet”, hvor elever bliver undervist i at formidle naturvidenskab og kendskab til STEM-uddannelser (naturvidenskabelige fag) på folkeskoler og ved åbent hus-arrangementer.
Ved sin ansættelse grundlagde Nicolai Bogø Stabell pilotprojektet ”Kemi-OL træningsholdet” med det formål at støtte og vejlede elever, der ønsker at deltage i kemiolympiaden. Holdet har siden haft betydelig succes og gennem årene opnået bemærkelsesværdigt gode resultater.
Nicolai Bogø Stabell har også etableret et ”turbo kemi A”-forløb med mulighed for, at elever kan gennemføre kemi A-pensum på ét år. Og han har skabt forbindelse til DTU, så disse elever kan optjene ECTS-point på DTU Kemi.
Han fungerer som rådgiver for projekter vedrørende ’Unge Forskere’-konkurrencen, han er aktiv i arbejdsgruppen Science City i Lyngby med brobygning lokalt, og han rådgiver og bidrager til Novo Nordisk Fondens initiativer inden for LIFE. Også internationalt gør Nicolai sig bemærket, da han er medstifter af en forening for deltagere i kemi-olympiader, som fremmer de unges interesse for kemi.
Endelig har Nicolai Bogø Stabell engageret sig i udformningen af retningslinjer for undervisningen i kemi og andre naturvidenskabelige fag i grønlandske gymnasieskoler.