EBV’s søsterselskab MSC Technologies advarer nu branchen om, at den positive udvikling på mange markeder er ved at føre til en overophedning af halvlederproduktionsapparatet. Det har allerede ført til allokering af visse produkter, og MSC Technologies fortæller, at flere komponenttyper får stadigt længere leveringstider – med en vis grad af uforudsigelig, som vi jo har set det før – men som flere ingeniører af den nyeste generation ikke før har oplevet.
Blandt eksemplerne på allokering er, at Texas Instruments fra juli ikke længere accepterer nye ordrer. Det samme er tilfældet hos On Semi, mens Microsemi nu arbejder med leveringstider på op mod 32 uger.
Inden for de typiske analoge komponentgrupper ligger leveringstiderne på tålelige 8 – 12 uger, om end On Semi på enkelte typer har lidt længere leveringstider. Infineon, Nexperia og ST har på de populære power-management komponenter, som IGBT’er, tyristorer, ensrettere, bipolare, powerMOS og zenerdioder leveringstider på op mod 22 uger.
Blandt memories er det primært EPROM- og FRAM-typerne, der har længere leveringstider. Værre bliver det for high-power LED’er og mikrocontroller-/DSP-komponenter, hvor leveringstiderne i visse tilfælde nærmer sig et halvt år.
Generelt fortæller MSC Technologies, at produktionsapparatet i halvlederbranchen kører fuldt belastet, og priserne derfor stiger. Man kan læse mere detaljeret om leveringstiderne på EBV’s program for de enkelte komponentgrupper på: https://newsletter.msc-technologies.eu/link.php?M=72369&N=677&L=269&F=H