På konferencen Data Centers Denmark 2026, der finder sted d. 29. april i København, deltager Grundfos. Her vil fokus være på dialogen om, hvordan fremtidens datacentre kan drives mere energieffektivt og bæredygtigt. Konferencen samler hvert år eksperter fra hele den nordiske datacenter- og energibranche for at diskutere, hvordan datacentre kan designes, bygges og drives i en tid med eksplosiv vækst i dataforbrug og AI.
For Grundfos handler deltagelsen især om at sætte fokus på køling, et område, der spiller en afgørende rolle for både driftssikkerhed og energiforbrug i moderne datacentre.
– Et datacenter består i praksis af tusindvis af servere, der producerer enorme mængder varme. Hvis temperaturen ikke holdes under kontrol, kan serverne ikke fungere optimalt. Derfor er effektive køleløsninger helt centrale, og her kan vores pumpesystemer bidrage til at sikre stabil drift og samtidig reducere energiforbruget, siger Rune E. Lie, Senior Key Account Manager Data Centers hos Grundfos.
AI driver nye krav til datacentres køling
Datacenterindustrien gennemgår i disse år en markant udvikling. Kraftigere servere og den hastige udbredelse af kunstig intelligens øger både varmeudviklingen og behovet for mere avancerede køleløsninger.
– Serverne bliver stadig mere kraftfulde, og især udviklingen inden for AI kræver en ny type infrastruktur. Det betyder også, at behovet for effektiv køling vokser markant i øjeblikket, siger Rune E. Lie.
På konferencen vil Grundfos blandt andet præsentere løsninger inden for distributed pumping, hvor intelligente pumpesystemer kan regulere flow og tryk mere præcist i kølesystemerne og dermed bidrage til mere energieffektiv drift.
Mødepunkt for hele datacenterbranchen
For Grundfos er konferencen også en vigtig mulighed for at møde både kunder og andre aktører i branchen.
– Vi bruger konferencen til at møde vores kunder og udveksle erfaringer med andre i branchen. Det giver os værdifuld indsigt i, hvilke behov operatørerne står med, og hvordan vi bedst kan udvikle løsninger, der understøtter fremtidens datacentre, siger Rune E. Lie.
Grundfos deltager i år med et internationalt team med repræsentanter fra Danmark, Norge og Irland. Og ifølge Rune E. Lie er der ingen tegn på, at efterspørgslen efter datacentre vil falde i de kommende år.
– Digitaliseringen fortsætter, og datacentre bliver kun vigtigere for både virksomheder og samfund. Derfor forventer vi også, at behovet for energieffektive løsninger til køling vil vokse yderligere i de kommende år, siger han.


