Det er nok ikke gået så mange forbi, at der 18. april afholdes Embedded Everywhere 2018 konference med IDA som vært i København. Og ifølge Thomas Damkjær Petersen, formand for Ingeniørforeningen, IDA, er der rigeligt med grunde til at besøge konferencen:
– Når vi lige om lidt slår dørene op til den tredje udgave af Embedded Everywhere, har verden flyttet sig gevaldigt, siden den første udgave af konferencen løb af stablen for fire år siden. Og netop den hastighed, hvormed udviklingen sker inden for embeddede systemer er i mine øjne en af de vigtigste grunde til at deltage i årets event den 18. april, siger Thomas Damkjær Petersen.
Det bedste middel mod at blive hægtet af udviklingen er viden og netværk. Derfor er jeg utrolig glad for at vi, sammen med gode partnere, er lykkedes med at skabe en begivenhed, hvor elektronik- og it-professionelle kan mødes.
– Med flere faglige spor har Embedded Everywhere bud til mange, og jeg håber i høj grad at det også vil afspejle sig blandt deltagerne. Især håber jeg at også mindre virksomheder, som måske ikke selv har specialister på området, har lyst til at deltage og få inspiration til, hvad embeddede applikationer kan gøre for deres forretning, slutter Thomas Damkjær Petersen.

