Holtec-gruppen, der udvikler automation såvel software som hardware til maskiner og industrielle anlæg, har gennemgået en rivende vækst de seneste fire år. Nu rundes 2017 af med virksomhedens ottende afdeling, og mantraet for udvidelsen, er som altid: Det handler om at være tæt på kunderne og være til stede der, hvor de dygtige medarbejdere er.
– Der er rigtig mange gode ressourcer og kompetencer tilgængelige i og omkring Aalborg. Den geografiske placering er vigtig, og jeg taler ofte om radius på 60 kilometer, hvilket betyder, vi skal være inden for rækkevidde og tæt på kunderne. Softwaren kan sagtens udvikles i for eksempel Sønderborg, men selve idéudviklingen og planlægningen med kunden kræver, at vores medarbejdere er tæt på og fysisk til stede, siger ejer af Holtec-gruppen Søren Jensen.
I løbet af de seneste fire år har han sammen med sine medarbejdere skabt 60 nye arbejdspladser, og samlet set tæller medarbejderstaben nu 90 ansatte fordelt på de otte forskellige afdelinger i Danmark og Kroatien. Det skyldes i høj grad en branche, hvor det handler om at følge med udviklingen.
– Det er dygtige softwareingeniører og konstruktører, vi får ind i virksomheden, og med 30 års erfaring er vi ved at have skabt os et godt navn. Men det, vi vækster på i Danmark, er de individuelle løsninger til kunderne. Hver gang nogen siger udviklingsopgave, bliver vi nysgerrige, fortæller Søren Jensen.
Senest har virksomheden udvidet forretningsområdet med en el-autorisation, der betyder, at Holtec-gruppen nu også kan arbejde med selve installationsdelen.
Holtec-gruppen åbnede i august 2015 sit kroatiske datterselskab, Cromatic D.O.O i byen Prelog i den nordlige del af landet. Til at begynde med havde den kroatiske afdeling to ansatte, nu er medarbejderstaben oppe på 13, og seneste opgørelse viste, der var blevet produceret cirka. 1.500 styretavler til automation på fabrikken.

