STMicroelectronics’ nyeste miniature-bevægelsessensorer tilbyder forbedret præcision til nøjagtig rekonstruktion af hændelser, samtidig med at de overholder de strengeste standarder for bæredygtige materialer.
De nye 6-aksede sensorer – også kaldet inertimåleenheder (IMU’er) – kan anvendes i forbrugerelektronik som fitness-trackere og smart-tags samt i professionelle applikationer som overvågning af industrielt udstyr, robotter og droneapplikationer (herunder fotografering og landbrugsmålinger). De indgår i ST’s initiativ for bæredygtig teknologi (“ST Sustainable Technology”), der fremmer ansvarlig produktudvikling.
Sensorer, der understøtter rekonstruktion af hændelser, gør det muligt for intelligente applikationer at skelne mellem forskellige typer hændelser. Dette forbedrer funktioner som ulykkesvarsling, overvågning af værktøjsbrug, indlæring af robotbevægelser, analyse af sportspræstationer og registrering af hjernerystelser. ST’s nye IMU’er – den forbrugerrettede LSM6DSK320X og den industrielle ISM6HGK256X – opnår overstående ved hjælp af en avanceret, supersymmetrisk gyroskoparkitektur, der øger målenøjagtigheden, kombineret med præcis sporing via accelerometer over et bredt dynamisk område. Disse egenskaber optimerer også anvendelsesmuligheder såsom stabilisering af droneflyvning, overvågning af strukturel integritet og spilcontrollere.
Den supersymmetriske arkitektur består af to spejlvendte elektromekaniske strukturer, der arbejder i modfase i forhold til hinanden, hvorved virkningen af eksterne vibrationer og stød elimineres. I kombination med en fuldt differentiel signalkæde maksimerer denne struktur styrken af det registrerede signal samt systemets robusthed.
Den interne struktur er desuden ekstremt kompakt, hvilket gør det muligt at rumme ét gyroskop og to separate accelerometre i én og samme kapsling. De to accelerometre muliggør samtidig måling af forstyrrelser i det lave område (op til ±16 g) og hændelser med høj acceleration (op til ±320 g), så man er sikker på, at ingen hændelser går tabt. Dette står i kontrast til IMU’er med kun ét accelerometer, som ikke kan foretage målinger, mens de skifter mellem tilstande for henholdsvis lavt og højt måleområde.
Både den forbrugerrettede LSM6DSK320X og den industrielle ISM6HGK256X er udstyret med ST’s “Machine Learning Core” (MLC), der integrerer AI-behandling direkte i sensoren for at reducere applikationens energiforbrug og spare på systemressourcerne. Ud over standardbibliotekerne kan udviklere benytte sig af ekstra biblioteker – herunder ST’s Motion XLF samt software til sensorfusion og kontekstforståelse – hvilket giver øget ydeevne og fleksibilitet til et bredt udsnit af brugsområder.
De nye IMU’er understøttes i udviklingsmiljøet ST MEMS Studio. Adapterkortet STEVAL-MKI257A til LSM6DSK320X og adapterkortet STEVAL-MKI258KA til ISM6HGK256X vil kunne købes i eSTore og hos distributører fra november 2026.
LSM6DSK320X, der er beregnet til forbrugerelektronik, fungerer inden for et bredt temperaturområde på -40 °C til +85 °C. ISM6HGK256X, der er af industriel kvalitet, håndterer temperaturer fra -40 °C til +105 °C og er omfattet af ST’s 10-årige program for langvarig tilgængelighed, hvilket sikrer, at komponenten kan leveres i mange år fremover. IMU’erne leveres i huse med målene 2,5mm x 3mm x 0,83mm.


