I fredags afholdt Eltraco en særdeles velbesøgt reception som indvielse af virksomhedens nye lokaler, lige midt i ”robot-hotspot’en” i Odenses nordlige udkant. Mikael Thomsen og kollegerne havde sat alle sejl til for at kunder, leverandører og venner af virksomheden, der nu kalder sig Eltraco Automation, kunne indvie de nye store salgs-, udviklings- og produktionslokaler i en betryggende atmosfære af montageudstyr til elektronikbranchen, robotløsninger samt hotdogs og fadøl, der altid er populært på en fredag eftermiddag.
Blandt de udstillede løsninger var blandt andet en lodderobot, som var stykket sammen af en Metcal-loddekolbe med tilbagemelding af lodningens kvalitet, en Universal robot som central styring og en conveyor-/rammeløsning, som Eltraco har udviklet. Det er meningen, at Smart Tec blandt andet skal forhandle den fælles robotløsning. Og med det i betragtning – og tilstedeværelsen af rigtig mange af Eltracos konkurrenter til receptionen, så kunne én af de besøgende konstatere, at der er sket en meget interessant forbrødning i branchen for elektronikmontageudstyr. Muligvis som en følge af flere af de seneste events som Inspektionsdagene i april måned, hvor den lille snes leverandører til elektronikindustrien i høj grad har fungeret som kolleger snarere end konkurrenter.
– Vi oplever i stigende grad, at elektronikbranchen kræver integrerede løsninger, som kan løse blandt andet boxbuild-opgaver. Det ændrer den måde, vi som maskinleverandører til elektronikbranchen skal arbejde på. Kunderne har brug for mere end bare maskiner som hyldevarer, og det kræver i mange tilfælde, at vi udvikler kundespecifikke maskindesigns, og at vi samarbejder på tværs af varemærker og agenturer, kunne Mikael Thomsen fortælle i sin tale ved Eltraco Automations officielle åbning.

