En af de markante stemmer i teknologidebatten, Charlotte Rønhof, er valgt til ny formand for Akademiet for de Tekniske Videnskabers – ATV’s – Science & Engineering-projekt. En globalt orienteret dansk talentstrategi og styrkelse af den tekniske forskning står højt på ønskesedlen hos den nye komitéformand.
Programerklæringen er ikke til at tage fejl af for den nyvalgte formand for ATV’s Science & Engineering-komité, Charlotte Rønhof: Globaliseringen er indtrådt i en ny fase, hvor evnen til at følge med teknologiudviklingen er afgørende for, om en region vinder eller taber i kampen om vækst, velstand og arbejdspladser. Derfor skal Danmark oppe sig, og ATV skal skubbe på den udvikling.
– Jeg har sagt til flere medier, at jeg har vundet de fleste kampe, jeg har kæmpet for DI. Det har fået flere til at spørge, om der så ikke er mere, der skal gøres. Det er der selvfølgelig, og arbejdet i komiteen er utrolig vigtigt, fordi det handler om at finde løsninger på to af de allerstørste udfordringer i Danmark: Virksomhederne kan ikke finde den arbejdskraft, de efterspørger, og vi investerer ikke nok i den tekniske og naturvidenskabelige forskning, som skal danne grundlag for fremtidig dansk vækst, siger Charlotte Rønhof.
Hun overtager posten som komitéformand fra Per Falholt, der efter 2½ år bliver menigt medlem af komiteen. Rønhof er en af de mest markante stemmer i teknologidebatten, hvor hun gennem 18 år som underdirektør i DI ofte satte dagsordenen. Da hun i foråret 2018 valgte at stoppe i DI, kom det som en overraskelse for mange. Nu skal arbejdet fortsættes pro bono i regi af ATV.