Frank Max Laursen har overtaget ledelsen i Micro Technic, der med to linier frigjort for prototypearbejde og en stigende grad af automation skal sikre, at produktionsarbejdspladserne forbliver i Danmark. En stigende brug af robotter er samtidigt en klar nødvendighed i fremtiden.
Micro Technic blev stiftet af Finn Max Laursen i 1977, og i mange år har han drevet virksomheden sammen med Lasse Max Laursen, der har taget sig af regnskaberne. Selv om ”den ældre generation” nærmer sig pensionsalderen, så kigger Finn og Lasse Max Laursen ind et par timer om ugen og hjælper lidt til. Så selv om det er Frank Max Laursen, der står for den daglige drift af Micro Technic, så peger han på sin far, der er uddannet automatikingeniør, som en god hjælp i den overgang til at højt automatiseret produktion, som virksomheden arbejder på.
– Det er helt tydeligt, at vi må bruge flere robotter i produktionen, hvis vi skal fortsætte vores vækst som EMS-, udviklings- og produktionsvirksomhed inden for elektronikken. Vi er i dag 62 ansatte i virksomheden, men der er ingen tvivl om, at vi skal have en betydeligt større omsætning for at kunne opretholde det antal stillinger, og da vi samtidigt får et stadigt højere uddannelsesniveau, så er fremtiden for os automatisering og udvidelse. Men det er parametre, der går godt i spænd med hinanden, for den højere grad af automatisering giver også lavere stykpriser på produkterne – og så trækker vi produktion hjem fra lavtlønsregionerne, konstaterer Frank Max Laursen.
Læs mere om generationsskiftet og automationen hos Micro Technic i Aktuel Elektronik, som udkommer 17. februar, 2017.

