Telia sætter i næste uge gang i et netværksprojekt, som skal bringe hastighederne og kapaciteten på netværket op, hvilket man som bruger vil kunne mærke, når man surfer på nettet via smartphones, tablets eller laptops med mobilt internet. Det sker ved at tildele 4G-netværket mere spektrum, der tidligere var reserveret til 2G-kapacitet.
Ændringen betyder konkret, at hastigheden øges fra 8-35 Mbit/s til 17-71 Mbit/s download i langt størstedelen af selskabets 4G-netværk, som lige nu dækker mere end 75% af befolkningen.
På grund af den høje befolkningstæthed har de største byer traditionelt været dér, hvor Telia har haft størst kapacitet på netværket. Her er mere tryk på forbruget, så der skal mere til at understøtte belastningen. Nu omfordeler selskabet spektrum fra 2G-netværket, som i dag udelukkende bruges som bredt dækkende sikkerhedsnet til tale og sms, til 4G, så endnu flere kan nå helt op på de højeste hastigheder.
Beboere på Bornholm har allerede fået glæde af de høje hastigheder, da Telia har gennemført tests på solskinsøen. I resten af landet gennemføres omfordelingen af spektrum i 1.800 Mhz frekvensbåndet natten til mandag i Nord- og Midtjylland, natten til tirsdag på Sjælland og natten til onsdag på Fyn og i det sydlige Jylland. Denne første fase er forudsætningen for den efterfølgende hastighedsforøgelse, hvor Telia indledningsvis arbejder i de enkelte områder med fintuning og kvalitetssikring. Derefter vil man løbende kunne få glæde af de høje hastigheder, når projektet færdiggøres område for område. Netop det arbejde tager noget tid, hvorfor de første kunder i praksis vil mærke forbedringerne i begyndelsen af april. Hele projektet forventes gennemført i løbet af 2014.

