
Telia har sammenlagt de allersidste 2G-master med Telenors i Sønderjylland og på Fyn. Det er første gang i verdenshistorien, at to netværk lægges sammen på tværs af både 2G, 3G og 4G. Det nye netværk giver Telias kunder endnu bredere dækning, bedre kvalitet i netværket og højere hastigheder.
Som resultat af Telias forbedringer af netværket dækker selskabet nu 99,8 pct. af danskerne med både 2G og 3G, mens flere end 95 % kan nyde godt af hastighederne på 4G-netværket.
Et kvalitetsnetværk med høje hastigheder er simpelthen fundamentet for lanceringer af nye services som Spotify, Telia TV og Storytel. Med de seneste netværksopgraderinger, har danskerne ifølge Telia fået det stærkeste netværk, der nogensinde er set her i landet.
Siden det store netværksprojekt begyndte i 2012, er 19% mere af landet blevet dækket med 2G, mens 3G-nettet dækker 26% bredere. Ikke mindst er 4G-nettet udvidet med 48%.
Næste skridt for Telia er LTE Advanced med Carrier Aggregation, som giver plads til flere brugere på nettet med endnu højere hastigheder. Telia forventer at aktivere de første master med Carrier Aggregation i begyndelsen af 2015.
Derudover planlægger Telia desuden at lancere Voice over LTE i 2015, hvilket, som navnet antyder, giver kunderne mulighed for at tale via 4G-netværket i en højere kvalitet og uden ventetid i forbindelse med etableringen af et opkald.

