I juni 2023 blev OJ Electronics opkøbt af Bitzer Electronics i Sønderborg, der er en del af tyske Bitzer Group, med henblik på at styrke Bitzers forretning inden for elektroniske komponenter til varme og ventilation.
Oprindeligt var planen at integrere de to sønderjyske divisioner under Bitzer Group fuldt ud, men efter yderligere evalueringer blev det tidligere i år besluttet, at de to virksomheder i stedet skulle fortsætte som selvstændige enheder i Bitzer Group.
Siden da har der været en dialog mellem bestyrelsen og Erik Damsgaard omkring det fremtidige samarbejde og visionen for OJ Electronics som selvstændig virksomhed. I forsommeren mundede det ud i en beslutning om, at Erik Damsgaard ville fortsætte på direktørposten frem til udgangen af september, hvorefter stafetten overdrages til Anders Høgh-Skov. OJ Electronics vil i de kommende år være en selvstændighed virksomhed i Bitzer-koncernen.
Anders Høgh-Skov er et kendt ansigt både hos OJ Electronics og i branchen. Siden 2021 har Anders Høgh-Skov været salgs- og marketingdirektør, og inden da var han produktchef. Han har desuden en fortid med flere roller hos førende elektronikvirksomheder.