For ikke at springe ud i lalleglæde, så må vi indledningsvis lige knurre lidt over den tyske infrastruktur, der for flys og togs – og ruteplanlægningens – vedkommende bare ikke hænger sammen. Læg dertil et internet, der fortsat er på brevdueniveau – omend vi enkelte steder oplevede både 4G og 5G – så er billedet af det store u-land syd for den danske grænse på plads. Det ville være herligt, om messeorganisatorer, handelskamre og trafikselskaber kunne tale – og planlægge – sammen. Men det er da også den eneste malurt i bægeret, for, nøj, hvor var det fedt af være på Embedded World. Og mon ikke mange af problemerne fortsat er bemandingsmæssige efterdønninger oven på covid-19? Det håber vi, for Tyskland burde være et af de bedste rejselande i verden (og hvad angår messer, så er Tyskland fortsat nummer 1).
De påkrævede “abeansigter” var smidt i Messecenter Nürnberg, hvor Embedded World blev afholdt i et menneskemylder af trafik på gange og stande og med kram og håndtryk – og en stor gensynsglæde mellem kunder, udbydere og branchefolk generelt. Det var ligesom i gamle dage – og i den almindelige eufori over at være på græs igen måske endda endnu bedre…
Læg dertil et forrygende innovationsniveau og et utal af stande, som gav nogle spændende kig ind i en fremtid, hvor IoT-strukturen giver mening på alle fronter, og hvor intelligensen bevæger sig som en steppebranc ud mod edgens front-end, så tegner der sig et fint billede af en messe, hvor det personlige møde og idéudvekslingen for alvor giver mening. Og de personlige kontakter fortsatte langt ud i natten, hvor vi overværede mange spændende kontakter blive etableret på tværs af nationale grænser, brancher og konkurrenceskel.
Vi nåede på redaktionen at få adskillige møder på plads, hvor vi talte med de mest innovative virksomheder inden for en række embeddede subsektorer: Single-board computere, integreret effekt- og industrielektronik, MCU’er, intelligente displays og kerneseparation, kommunikationsteknologier samt distributørernes support af de nye markeder. Sjovt nok var der danske fingeraftryk på rigtig meget innovation under Embedded World. Det bringer vi en række artikler om i Aktuel Elektronik 8/2022, som udkommer 23. august, når vi lige har sundet os oven på ferien…
– og på den herlige oplevelse det var at være på messe, næsten lige som i gamle dage (og så med lidt til oveni).
RSH