En tysk satellit, som for nyligt er blevet sendt ud i rummet med løfteraket fra Indien, indeholder vigtige komponenter fra Aalborg Universitets satellitprogram for studerende. Den tyske satellit skal i lighed med Aalborg Universitets egne bruges til at overvåge søfarten ved at lytte efter signaler fra sendeudstyr på skibene.Den tyske satellit AISAT-1 er bygget af DLR Institut for Rumfartssystemer i Bremen, og deres kontrolcenter bekræfter, at satellitten er kommet godt i kredsløb efter affyringen fra Indien. ![]()
AIS-sendere er lovpligtige på alle større skibe, og de findes også på mange mindre fartøjer. Radiosignalerne fra boksene ombord på skibene kan opfanges af satellitter i rummet, og løsningen fra AAU benytter en særlig fleksibel og effektiv softwaredefineret radiomodtager til at opfange og skelne signalerne fra hinanden. Det er den, tyskerne har ønsket at gøre brug af i deres projekt, som især fokuserer på AIS-signaler fra tætbesejlede områder som Nordsøen og travle havneanløb ved større byer. Aalborg Universitets egne studentersatellitter er kubeformede små objekter på blot 10x10x10 centimeter med integreret antenne og en vægt på under et kilo. Det holder udgifterne til opsendelse nede, men samtidig giver det en række nødvendige begrænsninger. Den tyske satellit er langt større med en vægt på 14 kilo, og den adskiller sig især ved at have en antenne, som er hele fire meter lang. Formålet er at give endnu bedre modtagelse af AIS-signalerne, når der er mange af dem.

