Dette indlæg er skrevet i dagens tidligste timer, hvor stemmerne ikke er endeligt optalt i alle amerikanske stater, men hvor alt tyder på, at Donald Trump står til at blive USA’s præsident endnu en gang. Man kan diskutere det fornuftige i valgmandssystemet i USA, men det er nu engang den måde, hvorpå det amerikanske demokrati arbejder, og det må man bare acceptere. Tilsvarende må vi heller ikke fra europæiske side vrænge af et system, der er så grundlæggende anderledes end det EU-centraliserede og på alle måder midtsøgende politiske system. USA er præget af en anden dynamik end den europæiske meget konsensussøgende politik – men Europa er i høj grad afhængig af udviklingen i USA – nok betydeligt mere end det omvendte. USA vil nok næppe medgive, at EU har den store betydning – men den holdning er behæftet med adskillige fejl.
USA’s økonomi hænger faktisk i laser, og en hurtig hovedregning siger, at hver eneste amerikaner – høj som lav og ung som gammel – skylder et beløb rundt regnet svarende til 600.000 danske kroner til verden uden for USA. Til sammenligning er den danske dukse-økonomi i så fin forfatning, at vores gæld til udlandet kun svarer til ca. 30.000 danske kroner. Set i dét lys er den republikanske tilgang til en ganske konservativ styring af økonomien af vital betydning for USA. Også selv om verden som sådan ikke har råd til at lade USA gå rabundus, da det ville udløse en global økonomisk katastrofe. Det er da også begrundelsen for, at selv meget fornuftige amerikanere har stemt på republikanerne, selv om de mener, at Donald Trump er en katastrofe. Det er han sådan set også – i hvert fald i retorisk sammenhæng.
Det bliver dog interessant at se, hvordan retorikken møder realiteterne i et dybt splittet USA. Umiddelbart slipper vi nok for militsbevæbninger, da demokrater generelt må anses som værende mindre ”trigger-happy” end mange republikanere. Og vi må ikke glemme, at størstedelen af den amerikanske befolkning består af særdeles fornuftige og empatiske mennesker. Kunsten vil være at få samlet fløjene og skabe en gensidig respekt for dybt varierende synspunkter, der desværre i mange tilfælde er dikteret af religion. Én af de få fornuftige udtalelser, der er kommet fra Donald Trump under valgkampen, har været, at en af de vigtigste opgaver bliver igen at samle USA. Og godt, at man ikke selv skal løse den opgave. Det bliver næppe let…
Set med danske øjne kan valget af Donald Trump og et republikansk orienteret amerikansk senat – selv om retningen i Repræsentanternes Hus endnu i skrivende stund ikke er afgjort – ligne en ulykke for dansk eksport – ikke mindst af de grønne energiløsninger, vi har leveret under de forrige regeringer i USA. Spørgsmålet er, om udviklingen af sol og vind er til at stoppe i USA – uanset den politiske retning. Befolkningen og de enkelte stater har fortsat meget at skulle have sagt, og amerikanske industrivirksomheder er både pragmatiske og kommercielt indrettede, og de vælger de bedste og – set fra slutkundernes synsvinkel – mest populære løsninger. Så måske bliver ”Make America Great Again” til ”Make America Green Again”? Det er ikke urealistisk, så det går nok ikke så galt for den danske eksport til USA, som pessimisterne spår.
Og i mellemtiden bør vi på europæisk hold huske på, at der er rundt regnet 40 procent flere europæere end amerikanere – og tre gange så mange europæere som russere. Vi kan med fordel holde produktionen i Europa og styrke vores forsvar over for de despoter i Rusland og Mellemøsten. Det bør alligevel ikke være USA’s opgave… alene i hvert fald…
RSH
