Pladespillere og plader har været en del af danskernes hverdag igennem et århundrede. I weekenden 26.-27. september fortæller vi hele historien om pladespilleren gennem foredrag og udstilling.
Vinylplader og pladespillere sælger i stigende grad, efter at de i årtier har været helt fortrængt af først CD’en og siden download- og streaming-tjenesterne. Mange finder nu de gamle pladespillere og pladesamlinger frem fra gemmerne og lytter igen til de sidste nye musikudgivelser på vinyl.
Men hvordan har pladespillere og plader udviklet sig gennem tiden, og hvordan fungerer en pladespiller egentlig?
Det og meget mere kan du få svar på i weekenden 26. og 27. september, når vi som en del af Den Gamle Bys 70’er-festival inviterer til stort tema om pladespillere. Det er eksperterne i Den Gamle Bys Radiolaug, der står for arrangementet.
Der er foredrag begge dage kl. 12 og 14 om årene med den sorte vinyl ved radiovært Leif Wivelsted. Leif Wivelsted har levet sit i liv med henholdsvis 33 og 45 omdrejninger i minuttet. Det startede beskedent i starten af 60’erne med et par LP’er og nogle singler for så at begynde en karriere i først Kaabers Musikforlag og fra 1969 i Fona. Fem år senere gik han for første gang ind ad hovedindgangen på Danmarks Radio. Leif Wivelsted vil fortælle om sine oplevelser med de “sorte skiver”, der trods ridser og nålestøj – ifølge ham – var uovertrufne.
Begge dage erder også foredrag kl. 13 og 15 om grammofoner og plader i årene 1897-1977 ved konsulent i historisk lydteknik George Brock-Nannestad. George Brock-Nannestad vil give et spændende indblik i udviklingen inden for de tidligste former for mekanisk lydoptagelse og afspilning frem til Hi-Fi’en og den højt avancerede 4-kanals stereo fra 1970’erne. Det bliver samtidig en tidsrejse med shellakplader og vinylplader til skiftende tiders musik.
Der er garanti for masser nostalgi og kræs for pladespiller-entusiaster, når Radiolauget viser en kavalkade af pladespillere og plader fra ca. 1900 til i dag. Eksperterne står klar til at fortælle om, hvordan pladespilleren og de tilhørende plader har udviklet sig gennem tiden.
NB! Reservér på forhånd for at være sikker på at få en plads til foredragene.
http://www.dengamleby.dk/pladespiller