Allerede fra førstedagen er det tydeligt, at interessen for effektelektronik og -komponenter er kolossalt stor i Europa. Den “lille” messe i Nürnberg fylder nu tre haller op, og stort set alle de store, internationale leverandører af komponenter og systemer er til stede. Samtidigt tyder alt på, at PCIM har taget en international drejning, og ikke mindst amerikanerne er rigt repræsenteret – også på besøgssiden.
Hvor PCIM oprindeligt har været baseret på vindenergi, traktion – typisk til banedrift – og i et vist omfang industri, så går udviklingen i dag i retning af flere teknologier, hvor energi er en afgørende faktor. Det er fortsat den vedvarende energi, der trækker læsset, men nu er også solenergi inkluderet, ligesom energilagring og regenerative løsninger indgår. Fokus er selvfølgelig flyttet over på smart grid modellerne, hvor private mindre energiforsyninger hjælper til at aflaste energiproduktionen fra konventionelle fossile og nukleare energikilder.
Samtidigt bliver private el-køretøjer i stigende grad en praktisk realitet på flere europæiske markeder, og hvis disse køretøjer skal fungere over større afstande stiller det nogle stærkt øgede krav til elektronikken.
Vi rapporterer fra PCIM i Aktuel Elektronik nr. 8 og 9 samt i Elektronik Nyt nr. 4.

