Ordreindtaget for industrien i Tyskland har i juni overrasket positivt. Sammenlignet med maj steg ordreindtaget 28 procent. Den største fremgang oplevede bilindustrien med et plus på 66,5 procent. Nogle økonomer er derfor blevet mere optimistiske ift. Tysklands vækst i 2020. Måske kan tilbagegangen begrænses til 5 procent.
Imens viser aktuelle tal fra Danmarks Statistik, at Danmarks eksport til Tyskland er gået tilbage med 10,5 procent de første seks måneder af 2020. I samme periode er importen fra Tyskland faldet med 5,7 procent. Og der viser sig en klart opadgående trend.
En af årsagerne til tilbagegangen for de danske eksportører er de tyske eksportørers problemer på de udenlandske markeder. Nye tal fra Bundesamt für Statistik viser, at Tysklands samlede eksport i første halvår 2020 ligger 13 procent under niveauet i 2019.
Set i lyset af de gode udviklinger i juni opjusterer Reiner Perau, direktør for Dansk-Tysk Handelskammer, sin prognose for dansk eksport til Tyskland. Han regner med en tilbagegang i dansk eksport til Tyskland på kun 5 procent i år, hvilket faktisk er særdeles positivt set i lyset af såvel covid-19 som i forhold til det tyske fald i eksporten.