
Foto: © Lars Horn / Baghuset.
Fredag den 19. juni 2015 indviedes et nyt stort center på Aalborg Universitet. Centret samler den fremmeste europæiske forskning inden for området Smart City og bliver et kig ind i fremtiden for os alle. Potentialet er enormt, siger både forskere og erhvervsliv.
Center for Data-Intensive Cyber-Physical Systems (DiCyPS) er navnet på det nye store forskningscenter på Aalborg Universitet. Centret får et budget på knap 75 millioner kroner, heraf godt 30 millioner kroner fra Innovationsfonden, der er regeringens forlængede arm til støtte af nye initiativer, som skaber vækst og arbejdspladser i Danmark.
Det særlige ved centret er, at det samler de vigtigste tværgående kompetencer inden for et vækstområde med stort potentiale – både forsknings- og erhvervsmæssigt. Det sker på tværs af tre institutter på Aalborg Universitet og i samarbejde med universiteter og forskningsinstitutioner fra England, Frankrig og Tyskland:
– Centret er et af de hidtil dybeste spadestik inden for Smart City-området. Det er et område, der rummer et af vor tids største potentialer, og som i løbet af få år kommer til at indbefatte os alle, pointerer centrets leder professor Kim Guldstrand Larsen fra Institut for Datalogi og fortsætter.
Og hvad handler dataintensive cyber-fysiske systemer så om? Navnet er lidet mundret, men er faktisk relativt nemt at simplificere og herved forklare. Dataintensive henviser til de enorme datamængder, som centret skal arbejde med – også kaldet big data. Det cyber-fysiske henviser til, at data opsamles i og fra den fysiske verden, for derefter at blive behandlet i den digitale verden, for til sidst at få indflydelse på den fysiske.
Transport er et af to primære forskningsområder for DiCyPS. Det andet er energiområdet, og begge områder har stor bevågenhed fra erhvervslivet side.
Også Aalborg Kommune og Region Nordjylland er kraftigt involverede i projektet. Nordjylland bliver på flere måder et Living Lab til opsamling af data, som på sigt kan bredes ud i større skala.
Centret er et etableret ved Aalborg Universitet med støtte fra Innovationsfonden på tværs af Institut for Datalogi, Institut for Energiteknik og Institut for Byggeri og Anlæg. Centret har indgået forskningssamarbejde med University of London – UCL Interaction Centre, franske INRIA – ESTASYS (Efficient STAtistical methods in SYstems of Systems) samt Technische Universität Dresden – Department of Computer Science. Derudover er der indgået partnerskaber med en række virksomheder.
Læs mere om DiCyPS på http://www.dicyps.dk

