
Efter fem måneder som interim CEO i Brunata International a/s er David Friisholm nu tiltrådt som ny topleder i Brunata, der leverer forbrugsmåling, fordelingsregnskaber og bæredygtige initiativer til ejendomsselskaber og boligforeninger i hele Europa.
58-årige David Friisholm har i de seneste tre år været direktør for Brunata i Skandinavien, hvor han ikke blot har reorganiseret hele forretningen med henblik på at rykke tættere på kunderne, men også har evnet at øge omsætningen med mere end fire procent i et marked, hvor der er hård konkurrence og en stor mætningsgrad.
Ifølge Eva Fischer Hansen, næstformand i Brunatas bestyrelse, har det været altafgørende for valget af den nye topleder, at han har en god forretningsforståelse og forstår familiens værdier samt ønsker for Brunatas fremadrettede udvikling. Og netop det at være leder i en familieejet virksomhed kræver en helt særlig karakter.
Som CEO i Brunata International a/s bliver David Friisholm ansvarlig for eksekveringen af den vedtagne strategi 2020, hvor blandt andet fokus på værdiskabende service til kunderne øges.
At kunne indfri kundernes forventninger kræver ikke blot, at Brunata øger hastigheden på implementeringen af forandringer, men også at medarbejderne får løftet tilliden til sig selv og deres egen formåen. Ifølge David Friisholm er vejen til bedre kvalitet og effektivitet i høj grad betinget af et godt arbejdsmiljø.

