FORCE Technology får 1. oktober ny CEO, når Tommy Bysted tiltræder efter en karriere med ledende poster i danske teknologivirksomheder som FOSS, Radiometer Medical, Teledyne RESON og senest som teknologidirektør hos Kamstrup. Hans kombinerede kommercielle og tekniske baggrund skal medvirke til at forløse et endnu større potentiale i GTS-instituttet.
Med mere end 7.000 kunder årligt servicerer FORCE Technology som GTS-institut størstedelen af dansk industri inden for risikominimering og anvendelse af teknologi bl.a. baseret på test, inspektion og rådgivning. Det seneste år har virksomheden øget sin omsætning, kundeantal og forskning- og udviklingsindsats – og har en særlig rolle i at sikre en grøn og digital omstilling inden for bl.a. vindenergi, Power-to-X, CCUS og life science.