IMAS har netop fået installeret en helt ny og avanceret ringdrejeautomat, en såkaldt Escomatic, som supplement til fabrikkens fire traditionelle CNC-styrede mikrodrejere. Med denne nye CNC-maskine kan maskinfabrikken bearbejde små emner markant hurtigere og med et mindre materialeforbrug. Det kan muligvis være af interesse for elektronikvirksomheder, der ofte har brug for små drejede emner i designet.
Den nye ringdrejeautomat, Escomatic D6 Ultra, repræsenterer topmodellen inden for ringdrejeautomater. Den blev installeret på maskinfabrikken i Greve i begyndelsen af februar 2024, hvorefter medarbejderne blev oplært i at stille den nye maskine op til produktion af bittesmå emner.
– Ved at flytte vores manuelle arbejde har vi skabt plads til ringdrejeautomaten i vores afdeling for mikrodrejning. Midt i februar er maskinen allerede i sving, da vi snart skal levere 100.000 nye bittesmå messingemner til en af vores gode faste kunder, siger direktør Allan Rasmussen.
Den nye ringdrejeautomat kan anvendes til bearbejdning af emner mellem Ø 0,3 og 4 mm. Bearbejdningen foregår markant hurtigere end med traditionelle langdrejere, idet maskinen fungerer på en anden måde end traditionelle mikrodrejere.
– På Escomatic kan vi halvere produktionstiden for emnerne, da det er værktøjerne og ikke emnerne, der bevæger sig. Desuden bliver materialet til bearbejdning tilført via en spole med op til 300 meter tråd, modsat de traditionelle mikrodrejere, som skal fodres med stænger på 3-4 meter, forklarer Allan Rasmussen.
Når materialet tilføres i form af tråd fra en spole, er der ingen reststykker ved produktionen. Dette understøtter også IMAS’ bestræbelser på konstant at reducere ressourceforbruget i produktionen af komponenter.
De to erfarne industriteknikere, Claus Jørgensen og Yichan Xing, har deltaget i et intensivt kursus på den nye ringdrejerautomat. Et kursus, som Escos schweiziske tekniker, Hugo Wojtun, stod for.
IMAS A/S
Tlf: 43 99 38 00