
Den familieejede Mekoprint-koncern, der består af produktionsselskabet Mekoprint A/S og Mekoprint Ejendomme A/S, realiserede i regnskabsåret 2013/2014 det næstbedste resultat nogen sinde: Et overskud på 22,6 mio. kr. efter skat mod 6,3 mio. kr. i det foregående år. Omsætningen steg med 10 % til 277 mio. kr., hvoraf to tredjedel gik til eksport. Den aktuelle egenkapital er vokset til 170 mio. kr., og koncernen beskæftiger i dag 240 medarbejdere.
Om resultatet siger Esben Kold, adm. direktør og hovedaktionær:
-Vi kan nu begynde at se resultaterne af de investeringer på 40 mio. kr., som vi gennem de seneste tre år har foretaget i automatisering og højteknologisk produktionsudstyr. Effektiviseringen slår igennem på de samlede omkostninger og understøtter Mekoprints i forvejen høje kvalitetsniveau og præcise leveringstider. Vi valgte at investere i en periode, hvor ordreindgangen var påvirket af de svage konjunkturer, og det høster vi resultatet af nu, da der igen er vækstsignaler.
Der er endvidere investeret i en udbygning af Mekoprints it-platform. Således er produktionen i dag 100 % papirløs. Alle informationer – inklusive tegninger – er digitaliseret og kan i realtid trådløst trækkes ud på produktionsgulvene til de 180 medarbejderbetjente iPads.

