25. – 31. august kommer maker-bevægelsen til Roskilde. Musicon omdannes til et interaktivt fablab med 3D printere, laserskærere og droner, og i forskellige camps kan man designe og bygge kunsthåndværk og instrumenter og upcycle møbler. “Made” er en helt ny festival med innovation, skaberkraft og fællesskab som nøgleord. Det er Roskilde Festival for nørder, og festivallen er åben for alle.
I foråret 2013 blev der afholdt Maker Faire i Silicon Valley. Over 100.000 mennesker samledes omkring DIY projekter, open source sharing, innovationsprojekter og teknologiske fremskridt. I både Rom og Barcelona samles folk med samme fokus og interesse. En bevægelse er i gang.
Nu tager Orange Innovation – Roskilde Festival Gruppens innovationsenhed – tendensen til Danmark. P1 kaldte dengang begivenheden i San Fransisco for “Roskilde Festival for Nørder”. Med Made er den benævnelse nu blevet en realitet.
Maker-kulturen af i dag peger i mange retninger, men udspringer fra internetgenerationens gør-det-selv kultur og ideen om, at alle med den rette viden og de rette redskaber kunne blive skabere og producenter. Det startede i den teknologiske verden, men har nu bredt sig til b.la. genbrug, bæredygtighed, sociale projekter og fødevarer. På Made favnes netop den brede maker-kultur og det brede publikum med fokus på interaktion – Made inviterer folk til at ’gøre det selv, sammen’.
Made er delt op i Made Camps og Made Celebration og byder i den første halvdel af ugen på intensive camps af en og to dages varighed, som på Celebration opfølges af workshops og videndeling af relevante aktører og virksomheder, VIP talks og input til innovationsprocesser samt naturligvis ægte festivalstemning med interaktive udstillinger, koncerter, showcases og fester.
Made har skudt billetsalget i gang til Made Celebration samt de første Made Camps – og der kommer løbende flere til. Køb billet, og læs mere om de forskellige camps på http://www.billetnet.dk/made

