Adata Technology er nu klar med sin egen software, som sørger for, at producentens Solid State-diske (SSD’er) altid leverer den optimale ydelse. Med den nye software, kaldet Adata SSD Toolbox, kan brugere nemt og hurtigt konfigurere, optimere og overvåge tilstanden for deres diske.
Som navnet antyder, er Adata SSD Toolbox en komplet værktøjskasse, der indeholder mange forskellige funktioner og redskaber til overvågning og vedligeholdelse.
Den såkaldte S.M.A.R.T.-teknologi (Self-Monitoring, Analysis and Reporting Technology) leverer oplysninger om diskens sundhedstilstand og den resterende levetid. Her er det også muligt at følge med i den aktuelle driftstemperatur og hvor stor en del af kapaciteten på lagermediet, der allerede er brugt.
Samtidig er der nyttige og praktiske værktøjer som SSD Security Erase, der fjerner alle data fra disken og fører det tilbage til den oprindelige fabrikstilstand. Der er også redskaber som SSD Toolbox Update og firmware-opdatering.
Softwaren understøtter både optimerings-funktionerne i SSD’en og operativsystemet for at sikre den bedste ydelse. De understøttede operativsystemer omfatter Windows 7, Windows 8 og Windows 8.1 i både 32- og 64-bit-versioner.
Der er to muligheder for at gennemføre en fejlsøgning i SSD Toolbox: Quick Diagnostics, der kører en basal test på den valgte disk, og Full Diagnostics, der kører en udvidet test og kræver mere tid. Dermed kan brugeren vælge, hvor meget tid og hvor mange ressourcer man ønsker at bruge på problemsøgningen.
Adata Technology
Tlf.: 60 24 67 41

