
Når Business Angels Syddanmark og DIRA sammen holder Finansieringskonference den 22. april i Odense, så har de en mission – nemlig at finde spændende projekter hos både nye og etablerede virksomheder, som de kapitalstærke kan investere deres “kloge penge” i.
Konferencen henvender sig til såvel virksomhedsejere som systemintegratorer, der ønsker at blive meget skarpere på, hvilke muligheder der er for at få robotprojekter finansieret, hvad enten det gælder privat eller offentlig finansiering.
Business Angels Syddanmark er en gruppe private investorer og familiefonde i Syddanmark. Netværket giver medlemmerne effektiv adgang til interessante investeringsmuligheder, der på forhånd er screenet og forberedt til investorpitch.
Det giver mulighed for at holde sig fagligt opdateret om udviklingen indenfor investeringer og møde interessante investorer, som holder oplæg på vores møder. Og så giver det ikke mindst mulighed for at møde andre investorer, nye såvel som erfarne, dele erfaringer og samarbejde, syndikere sammen, om investeringer.
Business Angels omfatter i dag 30 medlemmer, og der bliver afholdt op mod fem investormøder om året. På hvert møde præsenteres 4 kapitalsøgende virksomheder suppleret af yderligere 5-10 lynpitch. Siden 2010 er knap 100 kapitalsøgende virksomheder præsenteret på investormøder. En tredjedel har siden opnået finansiering og rundt regnet 10 procent direkte gennem Business Angels Syddanmark. En Angel Investor investerer typisk 0,5 til 5 millioner kroner og forventer en ejerandel på 15-50 procent.
Netværket Business Angels Syddanmark er medfinansieret af KRAKS Fond, og netværket har en dedikeret kapital på ca. 250 millioner kroner til unoterede virksomheder. Investeringshorisonten er typisk 3-7 år.
Det er første gang, at ikke-medlemmer af det eksklusiv netværk af “forretningsengle” Business Angels Syddanmark kan opleve, hvordan det foregår, når kapitalsøgende virksomheder præsenterer deres projekter – eller pitcher på podiet, som det hedder i den verden. Det sker til finansieringskonference i Odense den 22. april 9.30 til ca. 18.30 i Forskerparken 10F, 5230 Odense M.
Tilmelding kan ske her: Finansieringskonference med Business Angels

