Dette års Productronica-messe har i høj grad været præget at det emne, som fascinerer tysk industri for tiden, men som endnu ikke har opnået den samme opmærksomhed uden for Tysklands grænser. Og emnet er selvfølgelig “industri 4.0” – eller den fjerde industrielle revolution, som vi siden dette års Hannover Industrimesse, hvor begrebet første gang blev udbredt til den større offentlighed, også har omtalt i forskellig grad i vores elektronikpublikationers spalter.
Den fjerde industrielle revolution drejer sig om “mass customization” – i mangel af en bedre dansk ord – og det medfører, at hardware skal kunne fremstilles rationelt helt ned til kundespecifikke one-offs, uanset om det er forbrugerelektronik eller professionelle produkter, vi taler om. det stiller i sagens natur store udfordringer til produktionsapparatet, som i princippet skal kunne omstilles så hurtigt og effektivt, at en seriel fremstilling af selv stærkt divergerende produkter kan ske lige så rationelt som volumenproduktion af millioner af identiske enheder.
Der er dog en vis uenighed om, hvordan industri 4.0 skal defineres. Ifølge Philips Stoten, der er redaktør på EMS Now – og som var ordstyrer på Siplaces konference, der omfattede blandt andet deltagere fra tysk bil- og forbrugerindustri – så kræver den fjerde industrielle revolution, at omstillingen af produktionen sker fuldstændigt uden menneskelig indgriben, hvor andre mener, at der sagtens kan være mennesker i produktionsapparatet.
Udbyderne af komponentfremstillings-, print- og montageudstyr var dog rimeligt rolige omkring industri 4.0, og meget af det nye isenkram er da også udviklet med henblik på maksimal fleksibilitet og minimale indgreb ved (lynhurtig) omstilling. Siplaces holdning var blandt andet, at virksomheden har arbejdet med virtuelle set-ups af deres produktionslinier med et værktøj som Siplace Pro i snart 20 år, så i den forstand er der nok ikke så meget nyt under solen.
Se rapporten fra årets Productronica i Aktuel Elektronik nr, 15/2013, der udkommer 13. december – og hvor vi også fortæller om de nye lavtlønsregioners fremkomst på det globale elektronikmarked.

