Hidtil har Matter-protokollen haft svært ved at opnå et egentligt gennembrud inden for smart-home elektronikprodukter, hvor det typisk har været de mere etablerede protokoller, som har domineret markedet. Men ifølge vores svenske kollega, Elektroniktidningen, http://www.etn.se, og deres skribent, Jan Tångring, kaster Ikea sig nu over Matter-protokollen i en lang række af virksomhedens produkter til fremtidens smarte hjem. Det kan give et internationalt gennembrud for Matter.
Blandt de kommen de produkter vil være PIR-bevægelsessensorer, magnetiske dør- og vinduessensorer, fugtigheds- og temperatursensorer (billedet), lysdæmpere, luftkvalitetssensorer og fugtighedsalarmer – alle fra Ikea og alle med kommunikation via Matter. De vil dukke op i Ikeas sortiment fra januar.
Og der er flere på vej, hvad der er konstateter gennem de certificeringsgodkendelser, der er dukket op hos IoT-brancheorganisationen CSA (Connectivity Standards Alliance). I alt 20 nye produkter vil blive lanceret næste år. Hele Trådfri-serien fra Ikea vil blandt andet understøtte Matter. Produkterne bruger Thread til trådløs forbindelse og kan integreres med Ikeas hubs via Matter og Zigbee.
Ikeas samlede sortiment inkluderer eller vil inkludere smarte stik, lamper og belysningsløsninger, fjernbetjeninger, sensorer, motorisering (rullegardiner og skodder), trådløse højttalere, luftrensere og luftfiltre. Samt en hub, der administrerer systemet.
Certificeringspapirerne angiver også navnene på de syv produkter. Typisk for Ikea har navnene ingen direkte forbindelse til produkternes funktioner. Man kan jo for sjov forsøge at gætte, hvad der i varehusene vil være hvad: Timmerflotte, Myggspray, Myggbett, Bilresa, Alpstuga, Klippbok?