
Den kinesiske televirksomhed Huawei, der blandt andet driver TDC’s 4G-net i Danmark, afholdt for tredje år i træk i München den europæiske konference ”Innovation Day” – i år med temaet ”Industri 4.0”, der er udtrykket for den næste digitale tidsalder, hvor mere eller mindre alt elektronisk udstyr forbindes til tingenes internet eller Internet of Things (IoT).
– Huawei vil hjælpe Europa med at accelerere digitaliseringen inden for udstyr, infrastruktur og programmer. Vi arbejder tæt med kunder, partnere og forskningsinstitutter for at drive denne udvikling, sagde Huaweis Chief Marketing Officer, William Xu, til de fremmødte på konferencen i München.
Huawei er med i front i kapløbet om at blive den foretrukne leverandør af styresystemer til tingenes internet og præsenterede allerede i maj måned deres LiteOS styresystem, som kan forbinde alle gadgets og elektroniske enheder i hjemmet til internettet.
Huawei vil forbinde hele byer på kryds og tværs i det, de kalder for Smart Cities. Virksomheden har allerede leveret løsninger til mere end 60 smarte byer i over 20 lande på hospitaler, universiteter og regeringskontorer, hvor sikre, hurtige og stabile forbindelser er med til at forbinde et økosystem af elektronisk udstyr.

