Gert Vinther Jørgensen er ny Group CEO i Norlys. Han afløser Niels Duedahl, der skifter til Danish Crown. Gert Vinther Jørgensen har som Group CFO kørt parløb med Niels Duedahl de seneste 11 år, og sammen har de stået i spidsen for at skabe landets største integrerede energi- og telekoncern.
– Noget af det vigtigste, jeg kan bidrage med, er en tydelig retning og klare rammer, som er stærkt forankret i et forpligtende fællesskab. Målet er at skabe de bedste forudsætninger for, at medarbejdere og ledere kan udfolde både deres eget og Norlys’ fulde potentiale, siger Gert Vinther Jørgensen.
Sammen med Norlys’ bestyrelse vil han den næste tid overveje, hvordan den samlede direktion i Norlys Group skal se ud, men derudover ligger organisationen fast.
– Strategien for Norlys er på samme tid meget enkel og meget ambitiøs: Vi skal lykkes med at skabe en integreret og lønsom slutkundeforretning i Norlys A/S, vi skal fortsat investere massivt i den infrastruktur, der muliggør digitalisering og grøn omstilling, og så er det en bunden forudsætning, at vi skal levere den værdiskabelse, som vi har lovet vores ejere, slutter Gert Vinther Jørgensen.