Messehallerne i Fredericia lagde i dagene 27.-28. august gulv til sikkerhedsmessen Danish Security Fair, der er Danmarks største fagmesse for virksomheder og aktører indenfor sikkerhed, og besøgende der arbejder med eller har interesse for sikkerhed. Messen er siden 2017 blevet afholdt hvert andet år i tæt samarbejde med Sikkerhedsbranchen, brancheorganisationen for sikkerhed og sikring.
Det er tydeligt at mærke, at interessen for sikkerhed og sikring er stigende i disse år. Besøgsrekorden fra 2023 blev overgået med over 20%, så 2345 besøgende fra branchen lagde vejen forbi messen i år. Og de mange gæster kunne besøge mere end 140 stande på messen. Også en ny rekord.
– Det stigende antal besøgende og udstillere viser at Sikkerhedsbranchen er en branche i vækst. Trusselsbilledet ændrer sig hele tiden, og både på de store internationale linjer og i det nære, er der et øget fokus på sikkerhed og øgede krav til virksomheder og myndigheder. Det betyder, at Danish Security Fair bliver relevant for stadigt flere branchefolk og -segmenter, siger projektleder for Danish Security Fair, Kim Skovby Klindt.
Blandt de store emner i år på messen i år var blandt andet de to EU-direktiver NIS2 og CER, der begge træder i kraft i år. De to direktiver har til formål at skærpe sikkerhedsniveauet i de sektorer, som varetager vigtige funktioner i samfundet, og at øge sikkerheden omkring den kritiske infrastruktur, der holder landet kørende.
Men også andre emner fyldte meget i de mange snakke rundt om i gangene. Videoovervågning, robotter, droner og ikke mindst AI, som gennemgår en kolossal udvikling i disse år.
Blandt de sceneoplæg, der tiltrak mange nysgerrige tilskuere, var fx Jacob Herbst, formand for regeringens Cybersikkerhedsråd, Kasper Skov-Mikkelsen, direktør i Sikkerhedsbranchen, og ikke mindst det store live videoevent, hvor de besøgende kunne opleve seks videoproducenter, der sammen viste den seneste udvikling indenfor videoovervågning.
Efter dette års succes kræver det ingen krystalkugle at forudse, at Danish Security Fair vender tilbage, og Messe C glæder sig til at lægge rammer til endnu et par gode dage med sikkerhedsbranchen.