Dansk Medicoteknisk Selskab (DMTS) og Techmedia A/S indgår samarbejde om et nyt fagblad til medicobranchen. Det nye fagblad får navnet ”Medicoteknik”, og det vil udkomme i et oplag på 2.500.
Ifølge formand for DMTS, Kim Dremstrup, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi under Ålborg Universitet, er medicoteknik er et stort erhvervsaktiv for Danmark, som har en ganske stor medicoindustri med mange arbejdspladser, ligesom der foregår undervisning og forskning indenfor området på stort set alle universiteter herhjemme. Regionerne i Danmark skal desuden over de kommende år investere mere end 40 milliarder DKK i sygehuse fordelt på bygninger, udstyr og inventar.
Alle, der arbejder med medicoudstyr – herunder medicobranchens mere end 700 medlemmer – har behov for dybtgående faglig information, der skaber det bedst mulige grundlag for at vælge de optimale teknologiske løsninger.
Nordens største fagbladsforlag, Techmedia A/S, er godt gearet til at løfte denne opgave med information til både medicoindustrien og medicobranchens medlemmer. Fagbladet Medicoteknik passer ifølge Techmedias administrerende direktør, Peter Christensen, rigtig godt ind i Techmedias øvrige portefølje af trykte– og online-medier.
Medicoteknik kommer i selskab med Techmedias 16 andre fagblade og ni online medier, der udgives i (primært) Danmark og Sverige. Hovedvægten er hos Techmedia lagt på tekniske områder som elektronik, kemi, automation, maskiner, bygningsinstallationer, plast, emballage og levnedsmiddelteknologi. Medicobranchen er særdeles interessant, da der meget oplagt kan skabes synergi med de mange andre fagområder, der har interesse i det hastigt voksende område for medicoteknisk udstyr og know-how.

