I en ny rapport har netværksleverandøren Ericsson, som bl.a. står bag udrulningen af TDC’s nye 5G-netværk i Danmark, analyseret, hvor stort et indtægtspotentiale 5G har for tjenesteudbydere, samt i hvilke brancher behovet for 5G er størst.
– Da 5G-netværk rulles hurtigere ud end forventet, er tjenesteudbydere såsom teleoperatørere nødt til at identificere, hvilke områder de skal prioritere for at sikre fremtidig vækst. For udviklingen af forbrugerrelaterede serviceindtægter forventes at stå i stampe med en årlig vækstrate på blot 0,75 pct. frem til 2030, siger Niclas Backlund, som er dansk landechef hos Ericsson.
Til sammenligning forventes den globale digitaliseringsmulighed for alle IKT-virksomheder at vokse i et helt andet tempo med en årlig vækstrate på næsten 12 procent i samme tidsrum.
– En betydelig del af de fremtidige investeringer på tværs af brancher forventes at blive drevet af nye og avancerede tjenester baseret på 5G-teknologi. Den reelle udfordring for tjenesteudbydere er at identificere, hvilke nye områder de skal prioritere, når den globale digitaliseringsmulighed vokser – til gengæld er mulighederne enorme, forklarer Niclas Backlund.
Teleoperatørerne i konkurrence med it-leverandører
I 2030 forventes de samlede indtægter for IKT-virksomheder – på tværs af sektorer – at udgøre omkring 3,8 billioner USD. Spørgsmålet for teleoperatørerne er, hvor meget af denne indtægt, som er aktiveret af 5G, der kan tilfalde dem.
Ericsson mener at teleoperatørerne skal bevæge sig opad i værdikæden for at få ordentlig portion af kagen:
– Vi vurderer, at det potentielle marked for tjenesteudbydere på tværs af 10 industrier kan være op til 700 mia. USD i 2030, ud over hvad de kan indtjene på mobilt bredbånd. Men det kræver, at de går i direkte konkurrence med traditionelle it-leverandører, hvoraf mange allerede har etablerede roller inden for forskellige brancher, siger Niclas Backlund.
5G-potentialet på tværs af 10 industrier
Nedenfor giver Ericsson et overblik over 5G-indtægtspotentialet på tværs af 10 brancher, som teleoperatørerne bør kaste sig over:
1) Sundhedsindustrien: Allerede nu har 5G fundet vej ind på hospitaler. I Kina samarbejder et stigende antal medicinske institutioner med teleselskaber for at søge gennembrud i telemedicin.
2) Produktion og fremstilling: Med en vækstrate på 75 pct. mellem 2020-2030 forventes 5G at understøtte mulighed for fleksible produktionsmiljøer og pålidelige forbindelser.
3) Energi og forsyning: Indtægterne bliver drevet af et behov for realtid-operationer og monitorering af distribution af energiressourcer.
4) Bilindustrien: Særligt forbundne og selvkørende biler vil drive en 5G-vækst for bilindustrien.
5) Offentlig sikkerhed: Øget spænding mellem lande verden over, flere offentlige katastrofer og et større fokus på indsamling og udnyttelse af data vil drive en vækst på 151 pct. mellem 2020-2026.
6) Medier og underholdning: Ericsson forventer en vækst på 64 pct. mellem 2020-2030, som er drevet af forbedrede underholdningsløsninger med VR og AR, især inden for e-sport, der kræver høj opløsning og som vil vokse hurtigt.
7) Finansielle ydelser: 5G kan sikre AI-baserede it-sikkerhedsløsninger uden forsinkelse samt understøtte blockchain-teknologiens hurtige og pålidelige transaktionsprocesser
8) Offentlig transport: Udviklingen af offentlig transport er bl.a. drevet af fortsat urbanisering, øget miljøbelastning og klimafokus – og et betydeligt vækstområde er relateret til interaktive passagerinformationer.
9) Detail: 5G-potentialet inkluderer forskellige mixed reality-applikationer og forbedrede leveringstjenester med droner.
10) Landbrug: Den vigtigste drivkraft for vækst i landbrugssektoren er behovet for miljøvenlige løsninger rettet mod ressourceoptimering. Automation og fjernstyring udgør også et stort potentiale, som kan hjælpe til med at løse udfordringerne ved at effektivisere produktionen.
Læs mere om 5G, og hvilke muligheder og udfordringer det medfører for tjenesteudbydere som teleoperatører i den nye Ericsson-rapport “5G for business: a 2030 market compass report”