EG fortsætter i vækstsporet. Den skandinaviske it-koncern, der har hovedsæde i Danmark, styrkede i 2014 særligt bundlinjen. Omsætningen blev 1,636 mia. kr., hvilket er en vækst på 2,1 pct. i forhold til 2013. Samtidig har EG yderligere styrket resultatet med 17,5 pct. til rekordhøje 229,4 mio. kr. (normaliseret EBITDA).
EG købte i 2014 Tacticus AB, EMAR A/S, EM-Soft ApS, IT Minds ApS og Team Online A/S. EG overtog desuden i december CGI’s Variant-løsning til mode- og tekstilbranchen. EG brugte i 2014 desuden betydelige ressourcer på en reorganisering, der skal danne grundlaget for de kommende års ekspansion og indtjening. Antallet af divisioner er blandt andet reduceret fra syv til fire.
EG forventer nye opkøb i 2015. Det første opkøb blev annonceret med købet af det svenske konsulenthus Medius Dynamics i januar. I dag beskæftiger EG over 1.600 medarbejdere fordelt i Danmark, Sverige og Norge.


