Trods flere politikeres påstande om, at Danmark skal leve af ”viden og IT”, så er realiteten snarere, at det er de fysiske produkter til forbrugere og industri i såvel ind- som udland, der har den største betydning for dansk økonomi. At det så drejer sig om at tilføre de fysiske produkter den højeste grad af intelligens og værditilvækst er så en helt anden sag.
Og uden produktionen ville vores vidensamfund ikke være meget værd. Specielt den sunde, effektive og meget omstillingsvillige danske elektronikproduktion – og ikke mindst de danske underleverandører (EMS-virksomheder) – har formået at tage kampen op mod lavtlønsregionerne og har bevist, at produktion i Danmark ikke kun er en mulighed, men også af vital betydning for udbredelsen af danske produkter over hele verden.

Især samspillet mellem de virksomheder, der udvikler fremtidens elektroniske produkter, og industrien har vist sig at være særdeles bæredygtigt. Det giver en gensidig viden- og erfaringsudveksling, som gør det muligt på meget kort sigt at realisere prototyper af de ideer, som gerne skulle blive det fremtidens seriefremstillede industri- og forbrugerprodukter. Det har ført til Den Gyldne Loddekolbe, som udviklingshuset Axcon indstiftede for fem år siden og som blev uddelt under den netop afholdte E-14 messe i Odense.
– Som udviklingshus har det stor værdi, at vi på kort tid kan realisere vores og kundernes ideer i form af fysiske produkter, så vi kan se, at designet virker efter hensigten. Og netop fordi, vi kan samarbejde med lokale elektronikproducenter kan vi meget hurtigt gå fra idegrundlag til fysiske produkter. Visse EMS-virksomheder vil hellere koncentrere sig om volumenproduktion, men der fortsat rigtig mange dygtige montage- og produktionsvirksomheder – selv de helt store – som vil hjælpe med prototypeudvikling, og dem vil vi gerne hylde, fortsætter Anders Enggaard, der er administrerende direktør for Axcon.
Axcon har via deres blog og website opfordret kunder og samarbejdspartnere til at pege på de danske EMS-virksomheder, der er bedst til at hjælpe med prototypeudvikling, og det gav et meget interessant slutfelt bestående af den ganske nye, lille virksomhed, J-EMS, den specialiserede montage virksomhed HP Elektronik samt de store virksomheder inden for sektoren, ETK og GPV.
Ifølge Anders Enggaard var det et meget tæt opløb mellem især tre af virksomhederne, men prisvinderen af dette års Gyldne Loddekolbe blev GPV, hvis administrerende direktør og CEO, Bo Lybæk, modtog prisen. Selv om GPV er en stor, verdensomspændende montagevirksomhed, så var Bo Lybæk dog meget stolt af anerkendelsen, som understreger GPV’s vilje til at hjælpe nye elektronikprodukter frem i verden.