– Hjertelig velkommen til DTU og til et studie, hvor du både får teoretisk viden og rig mulighed for at være med til at løse nogle af de mange udfordringer, samfundet står overfor. Aldrig før har verden haft så hårdt brug for kreative ingeniører, der kan skabe teknologi for mennesker, så vi kan opfylde FN’s 17 verdensmål for en bæredygtig udvikling og et bedre liv for os alle sammen, lød det fra Anders Bjarklev til de studerende.
Bachelordekan Lars Christoffersen introducerede begrebet CDIO (Conceive, Design, Implement, Operate) for de nye diplomingeniørstuderende. Det er nemlig det helt grundlæggende princip, som DTU’s diplomingeniøruddannelser er bygget op omkring.
CDIO karakteriserer de faser, som ingeniørens problemløsning gennemgår. Fra idé over til design og implementering til anvendelse. Til introdagen udmøntede dette sig i en opgave, hvor de nye studerende skulle bygge et fly og transportere slik imellem to mennesker.
– På DTU mener vi, at en god studiestart er helt essentiel for, at man falder godt til på sit nye studie. Derfor arbejder vi tæt sammen med vores dygtige studenterforening Polyteknisk Forening (PF) om at planlægge introdagene, siger rektor Anders Bjarklev. Og formand for PF, Søren Kuhberg, supplerer:
– Polyteknisk Forening er den ældste studenterforening i Danmark, og vi står stadigt stærkt. Vi repræsenterer alle studerende på DTU og sikrer et godt studiemiljø. PF er dig, mig og de mange tusinde medlemmer, der står for alt fra at servere kaffen i S-Huset til at sidde med ved bordet i universitetets udvalg.