Den århusianske robotproducent Tiny Mobile Robots har netop sikret sig en kapitalindsprøjtning på 13 millioner kroner, der skal være med til at sætte yderligere fart under udviklingen af en helt ny robot. Det er blandt andet den tidligere medejer af TC Group Anders Fauerskov, der sammen med Mads Genefke og Sune Larsen stiller millionerne til rådighed for Tiny Mobile Robots.

Tiny Mobile Robots udvikler, producerer og sælger robotter til opmåling og opmærkning. Virksomheden bygger på egenudviklet teknologi og råder over et af verdens mest specialiserede in-house R&D-teams. Det gør, at Tiny Mobile Robots ikke er afhængig af nøglekomponenter fra underleverandører. Begge dele har været afgørende faktorer forud for udviklingen af virksomhedens første robot til opmåling og opmærkning af infrastruktur. Den kom på markedet i 2016 og blev lynhurtigt markedsledende blandt landmålere og vejmarkeringsfirmaer i en lang række lande.
I 2017 lancerede Tiny Mobile Robots virksomhedens første robot til opmærkning af sportsbaner, som på kort tid erobrede en stor del af markedet i bl.a. Danmark, England og USA. Den har siden etableret sig som en af de mest nøjagtige, effektive og brugervenlige robotter for boldklubber, kommuner, parker og universiteter verden over.
Tiny Mobile Robots fik fra starten investorer som Vækstfonden, Styrelsen for Forskning og Innovation samt Borean med ombord, men også Anders Fauerskov, tidligere medejer af lydkoncernen TC Group, har før skudt et millionbeløb ind i virksomheden. Nu stiller han yderligere millioner til rådighed for Tiny Mobile Robots sammen med salgs- og marketingchef Mads Genefke og Sune Larsen, der oprindeligt var med til at udvikle den første robot til landmåling og vejmarkering.
– Vi har på få år skabt en global robotvirksomhed, der bygger på dansk teknologi koblet med et superstærkt team af nogle af verdens bedst robotudviklere. Vores robotter er unikke på den måde, at de ikke vejer ret meget og samtidig er ekstremt nøjagtige og effektive. Med yderligere fem millioner kroner fra vores investorer kan vi nu fokusere målrettet på at færdigudvikle vores næste robot, som kommer til at sætte en helt ny standard på markedet. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med, at investorerne sammen med os ser lyst på fremtiden for Tiny Mobile Robots, siger Tiny Mobile Robots CEO Jens Peder Kristensen, der selv sprang ud som selvstændig robotproducent i en alder af 54 år.