En gruppe ingeniørstuderende fra Aarhus Universitet har kombineret deres fagkompetencer og udviklet en exoskelet-arm, der skal hjælpe hjerneskadede med at genvinde tabt muskelstyring. Robotarmen bliver spændt omkring patientens lammede arm og en lille elektromotor, der styres af elektriske signaler fra musklerne.
Selv om patienten oplever, at armen er lammet, fejler musklerne i den ikke noget. Skaden sidder i den del af hjernen, som styrer armen, så arbejdet går ud på både at genoptræne hjernen og træne musklerne. Robotarmen kan spore svage signaler fra hjernen til armen, og bruge de signaler til bevægelse og dermed træning.
– Udviklingen inden for feltet af robotarme er utrolig spændende og foregår i et højt tempo. Denne teknologi retter sig til en delmængde af de rigtig mange mennesker, der har et armhandicap. Alligevel kan den for disse specifikke personer selvfølgelig blive af kæmpe betydning. Lykken er jo at kunne genvinde kontrol over og funktion i armen(e) igen, siger seniorkonsulent og fysioterapeut Lone Gaedt fra Teknologisk Institut.
Armen er tænkt som en rehabiliteringsteknologi, men Lone Gaedt anbefaler, at man også husker at tænke længere.
– Allerbedst er det jo, hvis teknologien – efter maksimal mulig funktion i armen er genopnået – også kan blive personens nye, støttende ‘armmuskulatur’ i hverdagen. Man har jo ikke kun brug for en arm, der duer mens og når man træner, men især og i nok så høj grad i hverdagen og i livet fremadrettet, påpeger hun.

