Ved Harboøre på den forblæste jyske vestkyst står verdens mest produktive vindmølle. I disse dage runder den 100 millioner kilowatt-timer, og det er mere end nogen anden mølle i verden.
I 2003 stillede man to styks 2,3 MW møller op i Harboøre ved Limfjordens udløb til Vesterhavet. Den vindblæste kyst er fremragende til at høste energi fra vinden – faktisk så fremragende, at den ene af de to møller i dag rundede et af de helt skarpe hjørner, da kilowatt-time nummer 100 millioner blev produceret. Så meget strøm har ingen mølle i verden produceret.
Rekorden siger en hel del om potentialet for vindkraft. Når møllen først er købt og betalt, kan den stå år efter år og generere grøn og ren strøm. Det vidner vel også om, at vi i dag kan producere vindmøller med en betragtelig driftssikkerhed. Danmark har fundet en niche indenfor grøn energi og har opbygget en betragtelig kompetence, know-how og erfaring.De 100 millioner kilowatt-timer svarer for eksempel til forbruget fra samtlige husstande i Esbjerg gennem et helt år.

