
Udviklingen har været imponerende, siden Holtec Automatic blev grundlagt i et lille kælderrum i Næsbjerg ved Varde. På ti år er seks medarbejdere blevet til 65, hvoraf de tre senest tilkomne har fået base i virksomhedens nyåbnede filial i Sønderborg. Målet med den nye afdeling er at udvide kundeporteføljen med nogle af de interessante virksomheder i Alssundområdet.
Afdelingen får adresse på Ellegårdvej i Sønderborg, og de tre nye medarbejdere skal udføre samme typer automationsopgaver, som varetages på Holtec Automatics hovedkvarter i Esbjerg.
Til at sætte den nye afdeling sikkert i søen tiltræder en kompetent softwareprogrammør med stor erfaring fra automationsbranchen i form af den 44-årige stærkstrømsingeniør Per Terp Bernberg Schmidt, som kommer fra en stilling som projektleder, hvor han har arbejdet med automation til bilindustrien. Sønderborgafdelingen opstår som et selvstændigt selskab med navnet Holtec Automatic – Syd A/S, hvor Per Schmidt fra starten bliver partner.
Sønderborgafdelingen beskæftiger fra starten tre personer, der tilsammen har stor erfaring inden for konstruktion og programmering. Målet for det nye selskab er at blive en fast leverandør til de mange virksomheder i regionen, og inden udgangen af 2015 skulle antallet af medarbejdere gerne være fordoblet.

