Det er to stærke profiler, der sætter sig til lederbordet med CEO Niels Husted Kjær og CSO Martin Møller i marts. Ronnie med ansvar for HR og Morten som CCO med ansvar for Alexandras kommercielle aktiviteter.
Ifølge Niels Husted Kjær har begge profiler præcis det, der skal til for, at Alexandra kan imødekomme den stigende efterspørgsel efter kompetencer indenfor digitalisering og it:
– Vi oplever, at markedets behov for Alexandras kompetencer stiger i takt med en øget digitalisering. Virksomhederne efterspørger dybt faglige it-kompetencer for at forblive konkurrencedygtige. For at imødekomme virksomhedernes behov styrker vi det kommercielle ben af Alexandras forretning med tilføjelse af Morten Spanner i management teamet. Samtidig øger vi det interne fokus på moderne ledelse af vores medarbejdere, der er fundamentet for Alexandras succes. Med tilføjelse af Ronnie Siegumfeldt ønsker vi at sætte yderligere fokus på motivation og samtidig tiltrække fremtidens talenter til Alexandra, siger Niels Husted Kjær.
De seneste år har Alexandra oplevet vækst og økonomisk stabilitet takket være en unik kombination af dyb faglig ekspertise inden for AI, brugerinddragelse og cybersikkerhed. Kompetencer, der følger samfundets og markedets efterspørgsel, og som er yderst aktuelle selv efter det 25 års-jubilæum, som Alexandra fejrer til sommer.
– Vi er det eneste GTS-institut funderet i it-forskning og digitalisering, hvilket forpligter. Vi har arbejdet hårdt for at blive kendt og brugt af virksomheder i hele landet, og vi lykkedes med vores strategi. Vi er blevet en større organisation, og den vækst kræver fokus på god ledelse og konstant udvikling med vores mange kunder, siger Niels Husted Kjær.
Kort om de nye profiler
Ronnie Siegumfeldt Andersen har baggrund fra strategi og forandringsledelse som konsulent og har de seneste to år været med til at skalere Verdo Energy Systems. Han får med titlen tiden til at fokusere på HR, medarbejdernes og ledelsens trivsel.
– Vi kan kun flytte mennesker, når vi ved, hvad der driver dem. Det er ikke ligegyldigt for mig. Derfor lykkes jeg i HR-disciplinen. Jeg har nok et naturligt drive, og det forpligter jeg mig på. Det er her, hvor jeg kan gøre en forskel som ny profil, siger Ronnie Siegumfeldt Andersen.
Morten Spanner Christiansen har en baggrund fra virksomheder som KPMG, KMD og Mover Systems og har de sidste 12 år arbejdet inden for it-branchen. Han har haft ansvaret for komplekse entreprise løsninger lige fra salg, udvikling, support og leverance, hvor dyb faglig ekspertise skal bringes i spil. En baggrund der giver et godt fundament for de opgaver, der venter ham i Alexandra.
– Vi skal sammen med vores kunder identificere nye banebrydende projekter, der kan øge konkurrenceevnen hos danske virksomheder. Det samarbejde ser jeg frem til at blive en del af, siger Morten Spanner Christiansen.