Adata Technology, der producerer højtydende DRAM-moduler og NAND flash-produkter, har indgået et tæt samarbejde med Intel om at udvikle og lancere en ny generation af DDR4-hukommelsesmoduler. De nye DDR4 RDIMM-produkter (ECC Registered DIMM) er fuldt kompatible med Intel Xeon E5-2600 v3-processorfamilien, som er den næste generation af Intels Xeon-platform.
Modulerne med en kapacitet med 4, 8 og 16 gigabyte kører med 1,2 volt og en frekvens på 2.133MHz. De mange fordele som hurtig dataoverførsel, højere taktfrekvens og lavt energiforbrug gør DDR4-teknologien meget velegnet til det voksende marked for cloud-servere, storage og netværksapplikationer.
Adata ser angiveligt et stort potentiale i den nye DDR4-specifikation og vil derfor handle hurtigt for at få den nye teknologi udbredt til kunderne. Der er allerede DDR4-versioner af ECC SO-DIMM, VLP RDIMM og LR DIMM under udvikling.
Lanceringen af DDR4 RDIMM-hukommelse understreger, at Adata har fokus på at levere den nyeste teknologi til sine kunder på erhvervsmarkedet. Samtidig viser selskabet også, at man konstant udvikler nye energibesparende og miljøvenlige hukommelsesløsninger.
Adata Technology
Tlf.: 60 24 67 41

