Målinger fra GPS-udstyr og kørecomputere sammenligner i en ny detaljeret forskeranalyse 164 elbilers fart, forbrug og kørselsmønster med almindelige brændstofbilers. Rapporten dokumenterer, at elbilernes energiforbrug er meget større i kolde end varme måneder, og at det medfører markante sæsonudsving i deres rækkevidde per opladning.
Rapporten er bestilt af Energistyrelsen, og det er forskere fra Aalborg Universitet, der har tumlet med de 134 millioner GPS-målinger og øvrige data.
– Vi kan fx se, at elbilerne kører noget langsommere på motorveje end andre biler, der kører på benzin og diesel. Til gengæld følger de fint med i byerne. Der kan vi ikke se forskel på elbiler og brændstofbilerne, fortæller lektor Kristian Torp fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi.
Sammen med kolleger i Center for Data-intensive Systemer (Daisy) har han specialiseret sig i at rense og analysere de informationer, som kan hentes ud af GPS-udstyr og såkaldte CAN-bus computere i biler. Tidligere har forskerne fokuseret på trængselsproblemer i det danske vejnet, men den nye analyse er bestilt af Energistyrelsen for at få mere viden om, hvordan elbilerne bliver brugt.
– Vores rapport viser, at 99,1 procent af turene i elbil bruger under halvdelen af batteriets kapacitet. Generelt bliver der sjældent kørt lange ture i elbil, men det hænger også sammen med, at de har begrænset rækkevidde, oplyser Kristian Torp.
Undersøgelsen dokumenterer, hvor sæsonafhængig elbilers præstationsevne er, fordi batterierne bliver påvirket af temperaturen:
– Når vi vurderer køretøjernes rækkevidde, så kører elbilerne som tommelfingerregel 120 kilometer på en opladning om sommeren men kun 80 kilometer i de kolde måneder om vinteren. Det er en tredjedel til forskel – så det er markant, mener Kristian Torp.
Bilerne, der har leveret data til analysen, er førstegenerations elbiler fra Citroen, Peugeot og Mitsubishi, som i praksis alle benytter samme teknologi. De mange målinger er fra kørsel i 2012, og forskerne vil følge op med analyse af tal fra 2013, når de får adgang til de nødvendige data.
Rapporten analyserer elbilers forbrug baseret på GPS og såkaldte CAN-busdata, der er logget under kørsel i det meste af landet. De større byer og det overordnede vejnet er godt dækket af data. 164 elbiler har logget knap 134 millioner målinger i perioden 1.1.2012 til 31.12.2012.

