Haldor Topsøe A/S er verdensførende inden for højteknologiske katalysatorer og den teknologi, der optimerer processerne i brugen af dem. Det vandt dem torsdag aften Globalization-kategorien ved EY Entrepreneur Of The Year-landskåringen 2013.
I kategorien ”Globalization” hylder EY de vækstvindere, der realiserer mulighederne på de globale markeder og dermed ikke alene skaber egen succes, men viser andre danske virksomheder vej til den store verden.
Der var da også globale roser at finde, da sidste års vindere af Globalization-prisen og EY Entrepreneur Of The Year 2012, Anders Østergaard og Jan Jacobsen fra Monjasa A/S, overrakte prisen til Haldor Topsøe på vegne af juryen.
I begrundelsen for valget indgør, at Haldor Topsøe har øje for innovation og samarbejde med forsknings- og uddannelsesinstitutionerne. Virksomheden har formået at udvikle virksomheden i gennem tiderne og konstant nytænke deres forretning. Samtidig formår de at fokusere på det internationale marked, og de arbejder meget professionelt. Det afspejler sig meget klart i deres evne til at skabe vækst. De har været gode til at planlægge konkrete og langsigtede erhvervsmæssige satsninger og tiltrække den rette arbejdskraft.
EY Entrepreneur Of The Year er verdens største konkurrence for entreprenører i vækstvirksomheder. I 2013 levede 962 entreprenører i Danmark op til kravene for deltagelse: Entreprenøren er indehaver af et aktie-, anpartsselskab eller lignende, virksomheden har eksisteret i min. tre år, seneste regnskab viser positivt resultat og positiv egenkapital, virksomheden har min. 20 ansatte og haft vækst i antallet, virksomheden har haft min. 15 procent vækst i omsætning eller bruttoavance.


