Siemens skal levere 97 af de nye 6 MW vindmøller til det danske energiselskab DONG Energy. De skal opstilles i de to havmølleparker Gode Wind 1 og Gode Wind 2, der tilsammen producerer nok strøm til at forsyne 600.000 tyske husstande med vedvarende energi.
Gode Wind 1 (252 MW) og Gode Wind 2 (330 MW) havmølleparkerne skal opføres i Nordsøen ud for øen Juist, omkring 45 km fra den tyske kyst i et område med en havdybde på op til 34 meter. Det er første gang, at Siemens skal levere sin nye 6 megawatt vindmøller til offshore-projekter i Tyskland. Siemens vil også være ansvarlig for installation og idriftsættelse af de to parker, herunder service for en periode på fem år. Byggeriet forventes at begynde i første halvdel af 2015 med planlagt idriftsættelse i anden halvdel af 2016.
Offshore vindkraft vil kunne fungere som en stabiliserende faktor i det tyske energimix. Havmølleparker kan producere energi mere end 340 dage om året, takket være de stabile vindforhold til vands.
De 97 møller ligger ud over den rammeaftale på 300 6 MW møller, som Siemens og DONG indgik tidligere på året.

